Siden 2005 har vi benyttet os af muligheden for rullende skolestart. Det er vi meget glade for, og det er der én klar grund til:
Det giver trygge og glade børn!
Rullende skolestart betyder hos os, at børnene kan starte i skole fire gange om året: efter sommer-, efterårs-, jule- og påskeferien. Normalt starter et barn i skole ved det rul, der ligger efter barnets 6-års fødselsdag, men der kan være gode grunde til, at et barn starter både før eller efter. Det vigtigste er, at barnet er klar til at starte i skole. Og hvad kræver det så af et barn at skulle gå i skole? Hvad er det, man skal være parat til?
Pædagogerne i børnehaven har mange års erfaring i at vurdere børnenes skoleparathed og har gennem flere års samarbejde med indskolingen fået samstemt forventningerne og fundet en form, hvor det er børnenes muligheder, der kommer i centrum.
Det er ikke primært konkrete færdigheder, barnet skal mestre - mest af alt handler det om modenhed. En del af modenheden kommer med alderen og med bevidst fokus, som noget der skal læres: vente på tur, forstå en besked, der bliver givet til en gruppe, "tåle" at noget er svært og har mod på at prøve igen.
Hvis et barn starter i skole, før det er modent til det, vil meget af det, der foregår på en almindelig skoledag, være udfordringer, som kan virke svære eller uoverskuelige, og barnet reagerer typisk ved at blive trist eller urolig og har manglende overskud til de sociale relationer. Den sundeste reaktion ville være simpelthen ikke at høre efter, men de fleste børn ønsker samarbejde med de voksne så brændende, at de gør mere, end de kan.
Det gode ved rullende skolestart er, at barnet kan starte i skole, når det er klar til at honorere de krav, skolen stiller - og dermed opleve at det mestrer. Og her er det arbejde, der foregår i børnehaven inden skolestart, af meget stor betydning. Det skal ikke primært være "skoleagtige" aktiviteter, for det som allerbedst gør børnene klar til skoletiden, er leg og passende udfordringer, arbejde med mønstre og sortering, samt snak med voksne om dagligdagens gøremål og træning af den indre forestillingsverden og indlevelse ved at høre gode historier.
Rullende skolestart giver os muligheden for at fylde børnenes barndom med passende udfordringer.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere om forholdene omkring rullende skolestart.