Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvis dit barn har særlige behov

På Veng Skole har vi gode erfaringer med at rumme børn med særlige behov. Den aldersblandede struktur betyder, at børnene er vant til at ikke alle børn kan det samme – og dermed er der også ”højere til loftet” i forhold til at give plads og være anderledes. Det er et vedvarende fokus for os, at det skal give mening for børnene at være hos os – og at adfærden ikke må komme til at fylde så meget, at det er til gene fra andre børn.

Undervejs sparrer vi med og modtager vejledning fra kommunens PPR (pædagogisk psykologisk afdeling) i forhold til lærere og pædagogers egen praksis. I forhold til enkelte børn bliver der afholdt møde, hvis der er behov for det, med deltagelse af relevante personer, som samarbejder om barnet. Det kan være fx lærer, forældre, psykolog, logopæd (talepædagog), sundhedsplejerske, fysioterapeut, sagsbehandler. 

Vurderes det, at det er en gruppe elever, der har brug for hjælp – typisk i forhold til adfærd, er det også muligt at få hjælp fra kommunens pædagogiske konsulenter, som i en periode kan deltage i undervisningen og hjælpe med at afdække problemet, samt finde løsningsforslag, så adfærden kan ændres.

For elever med specifikke vanskeligheder – det er ofte omkring læsning og skrivning er der mulighed for personlige arbejdsredskaber for de, der kan have gavn af dette.

Hvis I i en periode har noget, I bøvler med i jeres familie i forhold til opdragelsen og samværet med jeres barn, har I mulighed for at kontakte sundhedsplejersken, som jo kan hjælpe med råd i forhold til renlighed, søvn, kræsenhed mv. Der kan også være hjælp at hente hos den forebyggende socialrådgiver, som kan yde rådgivning i forhold til, hvordan man er en familie i trivsel. Begge fagpersoner må kontaktes direkte af forældre, der har brug for hjælp. Find kontaktoplysningerne her på hjemmesiden under Kontakt -> Samarbejdspartnere.