Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ud i naturen

Naturen er et dejligt sted, hvor børn kan få oplevelser, der appellerer til følelserne og fantasien, pirrer nysgerrigheden og styrker lysten og evnen til at udforske omgivelserne.

Vi er så heldige at have fantastisk gode og store udearealer, der byder på masser af udfordringer for børnenes motorik og sanser. Der er god plads til at lege og fordybe sig. Her kan børnene finde på at eksperimentere med kroppen i et varieret og ujævnt terræn og på den måde styrke motorik og sanser.  En del af undervisningen tages ud i naturen, så børnene får frisk luft og samtidig mulighed for fx at bruge matematik på det praktiske plan.

Sportspladsen ligger lige uden for døren, og der spilles fodbold, basketball, rundbold, bygges huler i træerne omkring og der hoppes over og bygges langs bækken. På motionsstiens 11 aktiviteter udfordrer børnene deres styrker og balance, når de hopper, går rebgang, går balancegang, klatrer osv.

Skoven ligger lige op ad skolen, og der har vi skovhytte, to sheltere, bålhytte, en spændende bæk og en gynge. Her er der rig mulighed for at kravle på og klatre i træer og op og ned ad skrænter, lege i mudderet eller vandpytterne og bygge huler eller lede efter dyr i skovbunden. Vi bruger tunnel under Låsbyvej for at komme sikkert til og fra skoven.

For enden af sportspladsen ligger spejdergrunden, og her kan børnene løbe op og ned af bakkerne, fiske efter smådyr i den lille sø, lave mad over bål eller lege i bålhytten, lege ved bækken eller i jernalderhytten.

På jordstykket mellem Låsbyvej og skoven er et anlægsarbejde i proces. Nordea-fonden har bevilget 1 mio. kr. til etablering af faciliteter, infrastruktur og naturformidling. Og i forbindelse med ombygning af skolen i 2024-25 etableres også parkeringspladsen og busholdeplads i det område.

 

Leg ved bækken